Kat. 05 / 06 · Portræt
Maleren Aage Lund
Det er ikke sikkert, at en tilværelse som kunstner, som maler, ville have været skæbnesvanger for Aage Lund. Når han tilsyneladende godvilligt gled ind i en erhvervsvirksomhed og senere blev leder af sit eget trykkeri, skete det uden sjælekvaler. På det punkt adskilte han sig fra vennen Robert Storm Petersen, som hele livet hellere ville have været en anerkendt maler, men måtte afstå fra det til fordel for sine tegninger – for at kunne leve.
Aage Lund var et særdeles harmonisk menneske. Berømmelse som kunstner søgte han på ingen måde. I øvrigt var han jo anerkendt for sine tegninger og især for sine plakater. Han kunne jo bare fortsætte med at male og tegne. Og det gjorde han til fulde i sin fritid.
Hans kunst må kaldes naturalistisk, en kunstform, som dukkede frem i Danmark med Skagensmalerne i løbet af 1880’erne, og som stadig eksisterer. Med løse penselstrøg gengav han sine motiver, umiddelbart som han så dem, det være sig landskaber af enhver art, genstande, interiører eller de personer han delte tilværelsen med. Hans malerier er fyldt af kærlige følelser for motiverne.
En hustrus jordbundne ønske om en tilværelse med en ægtefælle, der kunne skaffe det faste, daglige udkomme, opfyldte han til fulde. Måske så hun klarere end nogen, at modernismen, som udviklede sig til abstrakt kunst i løbet af de første årtier af 1900-tallet, krævede noget helt særligt. For at gøre sig gældende som kunstner inden for avantgarden, som en J.F. Willumsen, en Harald Giersing eller en Wilhelm Lundstrøm, måtte man afstå fra en tryg, borgerlig tilværelse. Det ønskede hverken Stense eller Aage Lund. De var i bund og grund borgerlige, hvilket på ingen måde skal opfattes negativt. De trivedes begge med en mere harmonisk tilværelse uden at skulle være på barrikaderne i sindsbevægelsernes vold. Det valg, de traf, var klogt. Et så kunstnerisk og samtidig afbalanceret menneske som Aage Lund havde mulighed for at hellige sig kunsten både i sit arbejde og i den private sfære.
Han må have studeret de franske malere som Pierre Bonnard, Paul Cézanne og Claude Monet. Deres tidlige malerier har været ledetråden i Aage Lunds malemåde. Han har på ingen måde efterlignet deres billeder, men har taget ved lære af deres måde at skildre motiverne på.
Det er utroligt fascinerende at lære et menneskes værk at kende – et menneske, som uden at have gået på noget kunstakademi eller have fået nogen form for undervisning inden for maleriets discipliner, springer ud som en helbefaren, koloristisk naturalist. Aage Lund eksperimenterede med forskellige motiver, farvesammensætninger og lysindfald. Med et tilbageblik fremstår hans malerier meget forskellige, og aldrig ser man nogen svaghed i penselføringen. Selvom han aldrig tilhørte avantgarden, er det tydeligt, at han i visse malerier har brugt elementer fra f.eks. impressionismen og kubismen. Tro mod det genkendelige forblev han dog i hele sit aktive liv som maler.
Hvor de fleste mennesker gik rundt med et fotografiapparat på hans tid for at samle minder fra gode oplevelser på eksotiske steder, havde Aage Lund sit tegne- og malegrej med sig overalt. På den måde samlede han i sine malerier erindringer fra sin og hustruens rejser rundt om i Danmark. På samme måde fulgte han datteren Ingas opvækst og den frodige tilværelse, som hun skabte med mand og fire børn.
Aage Lunds akvareller er næsten smukkere end alt andet, han har lavet. Han beherskede denne kunstart mesterligt med en spontan friskhed og en lethed i farvesætningen, som er uhyre tiltalende. En af akvarellerne, som vises på udstillingen (Øregaard), er den store „Inga i stranddragt“ fra 1932. Datteren ligger afslappet på en sofa i en storblomstret kjole. Hun ser beskueren med et fast blik, som om hun finder, at nu kan det være nok at være model. Omgivelserne er kun ganske let skitseret, hvilket får figuren til at stå særlig markant på papiret. Det er lige så elegant som Gerda Wegeners akvareller med elegante damer. Aage Lund forærede akvarellen til den unge medicinstuderende, Erhard Winge Flensborg, der lige var blevet forlovet med datteren. Svigerfaderen fandt, at den unge mand skulle have noget dejligt at se på, når han kort efter skulle flytte ind på Studentergården.
Det er glædeligt, at Øregaard Museum har fået den chance at vise en så frodig kunstners arbejde, som indtil nu har været helt ukendt for offentligheden.